Steder undervejs - omtale af steder langs Kalk Kaminoen. Linkene følger de nummererede punkter på SPOR
Salthorsten
Gennem løvskoven langs Harrestruplund Bæk kommer man frem til Mønsted Kalkgruber. Salthorsten har skubbet kalken næsten op til overfladen, og der er brudt kalk i ”kalkøen” ved Mønsted og Daugbjerg siden middelalderen. Kalken indgik i den mørtelproduktion, som var en nødvendighed, da vi begyndte at bygge huse af sten.\nDe første huse bygget af sten var landsbykirkerne, som i 1100- og 1200-tallet blev muret talrigt op over hele landet. Indtil 1872 var det lokale bønder, der ejede og arbejdede i minegangene, men i 1873 overtog en mere effektiv industri brydningen. Kalkgruberne er i dag et af Nordeuropas vigtigste overvintringssteder for flagermus. Området har en særpræget natur med blandt andet en spændende kalkelskende flora med bregner, orkideer m.m.\nVandreruten går fra Mønsted Kalkgruber ind gennem Daugbjerg Krat til Daugbjerg Kalkgruber. Hvis man følger en afstikker fra ruten og følger den røde rute kan man i skoven se gamle mineindgange fra kalkbrydningen. Ser man godt efter, kan man også se resterne af hulveje, som blev benyttet til transporter af brændt kalk, der skulle leveres til byggepladser i det midtjyske.